Fornem ørredfilet
med jordbærsauce

 Tilbage

(2 PERSONER):

INGREDIENSER:

300 g ørredfilet med skind
400 g rå grønsager (f.eks. blomkål, rødkål, orange peberfrugt, persillerod)
4-6 små kartofler
rapsolie
alm. Dijon-sennep til pensling af fisken
cognac eller tilsvarende brandy til marinering af fisken
1 tsk. tomatkoncentrat
1 tsk. honning
1 tsk. koncentreret citronsaft
8 spsk. koncentreret jordbærsaft (lille karton/flaske kan købes i supermarkedet - omrystes evt. før brug)
1-2 rødløg
2-3 fed hvidløg
5-6 stk. champignons
krydderier
2 spsk. hvedemel
vand

TILBEREDNING:

Læg ørredfileterne på en tallerken og pensl dem på begge sider med Dijon-sennep. Krydr dem på begge sider med f.eks. karry, citronpeber, paprika, fiskekryd-deri etc. Hæld lidt cognac over fisken og ælt det hele godt og grundigt. Dæk fisken over med folie/stanniol og sæt tallerkenen med indhold ind i køleskabet nogle timer.
Klargør grønsagerne (skyl, skræl, hak etc.), kom dem i en skål, drys krydderurter (f.eks. estragon, basilikum, timian) og middelhavssalt over.
Sæt skålen (med folie/stanniol over) ind i køleskabet.
Hak rødløg og hvidløg.
Skræl eller skrab kartoflerne og forkog dem evt.

Tænd ovnen og indstil temperaturen på ca. 160° (varmluftovn ca. 150°). Tag fisken ud af køleskabet og steg den i lidt rapsolie på en pande på begge sider (ca. 1 min. på hver side) og anbring den derpå i et smurt ildfast fad. Sæt fadet ind i ovnen og steg i 15 min. Skindet fjernes fra fileterne (brug f.eks. spidsen af en kartoffelskræller). Kom krydderurter (f.eks. de samme, som blev brugt til grønsagerne) og middelhavssalt over fileterne og grill til sidst ca. 1 min. ved 250-300°, så overfladen bliver lækker og indbydende.

Mens fileterne bliver tilberedt i ovnen, skæres de 5-6 champignons i skiver og steges på panden i den resterende olie sammen med løg, tomatkoncentrat, honning og citronsaft. Tilsæt krydderier (f.eks. de samme, som blev anvendt til fisken – men i beske-den mængde for ikke at overdøve jordbærsmagen!), 2 spsk. hvedemel, derpå vand. Ca. 5 min. inden saucen er ved at være færdig, tilføres jordbærsaften. Kom til sidst krydderurter i og smag til med middel-havssalt.
Kog sideløbende kartoflerne færdig.
Server retten.

KOMMENTARER:
Ørreden, der er en laksefisk, regnes for at være en virkelig god spisefisk på højde med laks. Den er ikke særlig dyr, og så kan den stort set altid fås hos fiskehandleren.

Penslingen med Dijon-sennep og marineringen med cognac hæver yderligere fiskens niveau, da fiske-kødet bliver fast i konsistensen og virkelig velsma-gende. Jordbærsaucen klæder desuden fisken på bedste vis!

I øvrigt henvises til opskrifterne

”Smagfuld ørredfilet med persillesauce” og

”Marsala-marineret ørredfilet med solbærsauce”

Til toppen