Forrygende fjæsing
med sauce bénédictine

 Tilbage


(2 PERSONER):

INGREDIENSER:

ca. 400 g flået fjæsing
400 g rå grønsager (f.eks. hvidkål, spidskål, rød peberfrugt, spinat)
4-6 små kartofler
rapsolie
Dijon-sennep med honning til pensling af fisken
benediktinerlikør (fransk likør fra Normandiet) til marinering af fisken
1 tsk. tomatkoncentrat
1 tsk. Dijon-sennep med honning til saucen
3 dl benediktinerlikør til saucen
1-2 rødløg
2-3 fed hvidløg
5-6 stk. champignons
krydderier
hvedemel
vand

TILBEREDNING:

Læg fisken på en tallerken og pensl den på begge sider med honningsennep, krydr derefter på begge sider med f.eks. paprika, mild chili, karry, citronpeber etc. Dæk fisken over med folie/stanniol og sæt taller-kenen med indhold ind i køleskabet nogle timer, så det hele kan stå og trække.
Klargør grønsagerne (skyl, skræl, hak etc.), kom dem i en skål, drys krydderurter (f.eks. merian, timian, basili-kum) og middelhavssalt over.
Sæt skålen med folie/stanniol over ind i køleskabet.
Hak rødløg og hvidløg.
Skræl eller skrab kartoflerne og forkog dem evt.

Tænd ovnen og indstil temperaturen på ca. 160° (varm-luftovn ca. 150°). Tag fisken ud af køleskabet og vend den i hvedemel. Steg fjæsingerne hurtigt på en pande på alle sider i rigeligt med rapsolie, så fisken kan tage ved, og anbring dem derefter i et smurt ildfast fad. Sæt fadet ind i ovnen og steg i 15-20 min., alt efter fiskens tykkelse. Kom krydderurter (f.eks. de samme, som blev anvendt til grønsagerne) og middelhavssalt over fisken. Grill til sidst ca. 1 min. ved 250-300°, så fjæsingerne bliver sprøde og lækre.

Mens fjæsingerne tilberedes i ovnen, hældes overflødig rapsolie fra panden (hvis der anvendes en teflonbelagt pande, kan den evt. tørres med køkkenrulle). De 5-6 champignons skæres i skiver og steges på panden sammen med løg, tomatkoncentrat og honningsennep. Tilsæt krydderier (f.eks. de samme, som blev anvendt til fisken), 2 spsk. hvedemel, derpå vand. Lige inden saucen er ved at være færdig, tilføres benediktinerlikør, derpå krydderurter, og der smages til med middelhavs-salt.
Kog sideløbende kartoflerne færdig.
Server retten.

KOMMENTARER:
Fjæsing er en fremragende spisefisk, der kan købes året rundt hos velassorterede fiskehandlere til en rimelig pris. Flået fjæsing smager yderst lækkert, og i ovenstående version, hvor fisken er blevet penslet med honningsennep og marineret med benediktinerlikør, virker den forrygende indbydende og spændende. Den medfølgende sauce bénédictine er som skabt til denne velsmagende fisk.

Hvis man foretrækker fjæsingfilet, henvises til opskrifterne

”Fristende fjæsingfilet med tomatiseret fiskesauce” eller evt.

”Supersaftig knurhanefilet med rosmarinsauce”

I øvrigt henvises til opskriften

”Knurhanegilde” med skaldyrssauce”

 

Til toppen