Solveigs sider:
3. Fra negativt til positivt!

Tilbage

Da Mogens fik konstateret for højt blodtryk og kolesteroltal, var det naturligt for mig at støtte ham i hans ændring af livsstil. Det er nemlig nødvendigt at stå sammen om så vigtigt et projekt, for at det kan lykkes. Desuden havde Mogens fortalt, at hans far var død af en blodprop i hjertet som 61-årig p.g.a. usund livsstil (for fed kost, rygning og for lidt motion). Jeg ønskede ikke, at det samme skulle ske for Mogens, så derfor blev vi hurtigt enige om at gå i gang. Desuden havde jeg selv fået et vægtproblem, som gik mig meget på, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre for at tabe mig.

Mogens har rent faktisk aldrig lært at lave mad, men er bare gået frisk til sagen. Han er ikke underlagt en masse myter og fordomme om, hvordan man laver den og den ret: han er startet helt fra bunden af med ganske enkle grundopskrifter, som han har tilført sin helt egen stil. I starten var han ked af, at han tilsyneladende skulle droppe saucerne i madlavningen, da det ville fratage ham glæden ved at lave mad, men han fandt hurtigt en løsning ved at bruge fløde 9% sammen med maizenasovsejævning. Jeg kunne heller ikke acceptere, hvis jeg skulle undvære sauce til maden, fordi det ville fratage mig en del af min livskvalitet.

I begyndelsen af 2004 blev vi begge ramt af en langvarig madforgiftning. Vi havde spist østers, som var tilberedt i ovn, men alligevel pådrog vi os en campylobacterinfektion! I den periode havde vi madlede og kunne derfor slet ikke klare den nye flødesauce. Det fik Mogens til at eksperimentere med en sauce, der egentlig er en oksekødssauce (”Sauce Chasseur” = ’jagtsauce’), og den kunne vi begge få ned uden problemer, da den nærmest er helt uden fedt! Siden er der kommet forskellige saucer ud af dette eksperiment, og disse bliver i dag udelukkende brugt til fiskeretter (Mogens' fiskesaucer), mens vi anvender flødesaucerne til alle andre middagsretter.

Vi sidder ikke og stikker til maden, når vi er inviteret i byen, men glemmer heller ikke at tænke os om. Under alle omstændigheder garderer vi os ved at ændre på vores menuplan, idet vi så får fisk om aftenen både før og efter sådan en invitation, hvor man kan komme til at spise lidt mere og måske lidt anderledes end til daglig. Dagen derpå kan fede fisketyper anbefales (især fersk makrel, der kan ”rydde op” i et helt måltid!).

Når vi har gæster, plejer vi at byde på 4 retter med diverse vine m.m. Vi serverer altid fisk (evt. med skaldyr) som forret, hovedretten kan f.eks. være lammekød, fjerkræ, vildt, oksekød etc., derpå følger et udvalg af oste (2-3 stk.), og endelig afsluttes med en dessert, f.eks. flamberede bananer eller frisk frugt. Vores gæster holder sig ikke tilbage – og det gør vi heller ikke selv! - men også i dette tilfælde er vi bevidste om, hvad vi serverer, og vi ændrer således på vores faste menuplan ligesom ovenfor beskrevet.

Ikke alle forstår, hvordan vi lever: Når vi er ude at handle, forekommer det, at der ligger både øl og vin ved siden af f.eks. fisk og grønsager i vores indkøbsvogn. Andre kunder prøver ofte næsten at kravle op i vores vogn for at sammenligne vores udseende med vores indkøbsvaner: de forstår absolut ikke, at vi ikke er overvægtige! Det er nemlig ikke sandt, at øl og vin feder, sådan som de såkaldte livsstilseksperter og selvbestaltede slankeguruer påstår!

Usynlig tæller side 27

Til toppen



Sidst opdateret: 12.04.2016