Udsøgt havbrasenfilet
med whiskysauce

 Tilbage


(2 PERSONER):

INGREDIENSER:

ca. 300 g havbrasenfilet med skind
400 g rå grønsager (f.eks. rødkål, pastinak, orange peberfrugt, blomkål)
4-6 små kartofler
rapsolie
Dijon-sennep med honning til pensling af fisken
koncentreret citronsaft til marinering af fisken
1 tsk. tomatkoncentrat
1 tsk. Dijon-sennep med honning til saucen
3 cl Canadian Club (eller tilsvarende canadisk whisky) til saucen
1-2 rødløg
2-3 fed hvidløg
5-6 stk. champignons
krydderier
2 spsk. hvedemel
vand

TILBEREDNING:

Læg havbrasenfileten på en tallerken og pensl den på begge sider med honningsennep. Krydr derefter på begge sider med f.eks. mild chili, karry, fiskekrydderi, paprika etc. Hæld citronsaft over fisken og bland det hele godt og grundigt. Dæk fisken over med folie/stanniol og sæt tallerkenen med indhold ind i køleskabet nogle timer.
Klargør grønsagerne (skyl, skræl, hak etc.), kom dem i en skål, drys krydderurter (f.eks. oregano, merian, basilikum) og middelhavssalt over.
Sæt skålen (med folie/stanniol over) ind i køleskabet.
Hak rødløg og hvidløg.
Skræl eller skrab kartoflerne og forkog dem evt.

Tænd ovnen og indstil temperaturen på ca. 160˚ (varmluftovn ca. 150˚). Tag fileten ud af køleskabet og steg den på en pande i lidt rapsolie på begge sider (ca. 1 min på hver side) og anbring derefter fisken i et smurt ildfast fad. Sæt fadet ind i ovnen og steg i 15 min. Skindet fjernes fra fileterne (brug f.eks. spidsen af en kartoffelskræller). Kom krydderurter (f.eks. de samme, der blev anvendt til grønsagerne) og middel-havssalt over fisken og grill ca. 1 min. ved 250-300˚, så overfladen bliver lækker og indbydende.

Mens fileten tilberedes i ovnen, skæres de 5-6 champignons i skiver og steges på panden i den resterende olie sammen med løg, tomatkoncentrat og honningsennep. Tilsæt krydderier (f.eks. de samme, der blev benyttet til fisken), 2 spsk. hvedemel, derpå vand. Lige inden saucen er ved at være færdig, tilføres whisky. Kom til sidst krydderurter i og smag til med middelhavssalt.
Kog sideløbende kartoflerne færdig.
Server retten.

KOMMENTARER:
Havbrasen (ikke at forveksle med havbars, der er i familie med aborrefisk!) har en høj og rund krop, der er sammentrykt fra siden. Den er i familie med guldbrasen, men den smager om muligt endnu mere udsøgt end denne! Kødet er fast og lækkert og kan i konsistens minde lidt om søtunge.

Havbrasen kan af og til købes hos velassorterede fiskehandlere – og ofte til en overkommelig pris, da man flere steder i Europa, bl.a. i Danmark, er begyndt at opdrætte den i fiskeopdrætsanlæg.

I ovennævnte opskrift er der blevet anvendt Dijon-sennep med honning til pensling af fisken og koncen-treret citronsaft til marinering, hvilket giver fiskekødets smag en fin balance. Whiskysaucen er bare et fund til denne fremragende fisk!

Til toppen