Tilbage


(2 PERSONER):

INGREDIENSER:

300 g guldforelfilet med skind
400 g rå grønsager (f.eks. rødbede, blomkål, spinat, gul peberfrugt)
4-6 små kartofler
rapsolie
Pineau de Charentes (sødlig fransk hedvin produceret i Cocnac-distriktet og lavet af druemost og cocnac) til marinering af fisken
1 tsk. tomatkoncentrat
1 tsk. koncentreret citronsaft
1 tsk. honning
7 spsk. finthakkede grønne bønner (klip eller skær spidsen af bønnerne i begge ender inden hakningen)
1-2 rødløg
2-3 fed hvidløg
5-6 stk. champignons
krydderier
2 spsk. hvedemel
vand

TILBEREDNING:

Placer fileterne på en tallerken og krydr dem på begge sider med f.eks. paprika, fiskekrydderi, citronpeber, mild chili etc. Hæld lidt Pineau de Charentes over fisken og bland det hele godt og grundigt. Dæk fileterne over med folie/stanniol og sæt tallerkenen med indhold ind i køleskabet nogle timer, så fisken kan stå og trække. Klargør grønsagerne (skyl, skræl, hak etc.), kom dem i en skål, drys krydderurter (f.eks. oregano, timian, basilikum) og middelhavssalt over.
Sæt skålen (med folie/stanniol over) ind i køleskabet.
Hak rødløg og hvidløg.
Skræl eller skrab kartoflerne og forkog dem evt.

Tænd ovnen og indstil temperaturen på ca. 160° (varm-luftovn ca. 150°). Tag fisken ud af køleskabet og steg den i lidt rapsolie på en pande på begge sider (ca. 1. min. på hver side) og anbring den derpå i et smurt ildfast fad. Sæt fadet ind i ovnen og steg i 15 min. Skindet fjernes fra fileterne (brug f.eks. spidsen af en kartoffelskræller). Kom krydderurter (f.eks. de samme, som blev anvendt til grønsagerne) og middelhavssalt over fileterne og grill til sidst ca. 1 min. ved 250-300°, så overfladen bliver indbydende og lækker.

Mens fisken bliver tilberedt i ovnen, skæres de 5-6 champignons i skiver og steges på panden i den reste-rende rapsolie sammen med løg, tomatkoncentrat, honning og citronsaft. Tilsæt krydderier (f.eks. de samme, som blev benyttet til fisken - men i begrænset mængde, så bønnesmagen ikke drukner!), 2 spsk. hvedemel, derpå vand. Ca. 5 min. inden saucen er ved at være færdig, tilføjes de finthakkede bønner. Kom til sidst krydderurter i og smag til med middelhavssalt.
Kog sideløbende kartoflerne færdig.
Server retten.

KOMMENTARER:
Guldforel er en spændende fisk, som er orangegul/rød med en rødlig/violet sidelinie. Som andre laksefisk har den en lille fedtlinie på oversiden ved halefinnen. Kødet er hvidt eller rosa/rødt, halvfedt og fint. Fisken kan købes i velassorterede fiskeforretninger til samme lave pris som almindelig ørred.

Fisken har fortjent en særlig behandling, og derfor er den blevet marineret i Pineau de Charentes, som gør fiskekødet fast og lækkert! Udtrykket ”Charentaise” refererer ikke blot til denne drik, men også til regionen Charente og floden Charentes, der går gennem hele Cognac-området. Bønnesaucen er med sin milde og fine smag en værdig ledsager til fisken.

I øvrigt henvises til opskriften

”Guldforelfilet ”Française” med champignonsauce”

Til toppen